Nedenfor har vi samlet nogle af svarene på de oftest stillede spørgsmål, som vi får i Missionen blandt Hjemløse.
Har du andre spørgsmål er du altid velkommen til at kontakte os pr. mail mbh@hjeantibotmlos.dk eller tlf. 3316 1113.
I Danmark findes der ingen officiel definition af hjemløshed, men i 2007, og igen i 2009, gennemførte Det Nationale Forskningscenter For Velfærd, SFI, de første nationale kortlægninger af hjemløshed i Danmark. Undersøgelserne definerer, hvad det vil sige at være hjemløs. I den nyeste undersøgelse fra 2009 defineres en person som hjemløs, hvis han/hun befinder sig i en af følgende syv situationer: • Personen mangler tag over hovedet den kommende nat. Herunder regnes personer, som sover på gaden, i en trappeopgang, i et skur eller lignende. Kortlægningen er gennemført i uge 6 i 2009, hvor sociale tilbud og myndigheder på hjemløseområdet har udfyldt et spørgeskema for hver hjemløs person, de har haft kontakt med eller kendskab til i løbet af den pågældende uge. SFI' s definition af hjemløse er en smal definition, i det der findes en del personer, der på papiret har en bolig, men i praksis har det man kan betegne som "hjemløseadfærd". Du kan læse hele undersøgelsen på SFI´s hjemmeside.
• Personen overnatter på natvarmestue/værested med nødovernatning.
• Personen overnatter på et akut/midlertidigt botilbud, som fx herberger og forsorgshjem.
• Personen opholder sig på hotel, vandrehjem eller lignende på grund af hjemløshed
• Personen bor midlertidigt og uden kontrakt hos venner/bekendte eller familie
• Personen bor i midlertidig udslusningsbolig eller lignende uden permanent kontrakt.
• Personen hører under kriminalforsorgen, skal løslades inden for 1 måned, og der er ikke iværksat en boligløsning forud for løsladelsen.
• Personen er indlagt på hospital eller opholder sig på et behandlingssted og planlægges udskrevet inden for 1 måned, og der er ikke iværksat en boligløsning forud for udskrivningen.
Hjemløshed er et komplekst problem, og der kan være mange grunde til, at man bliver hjemløs. Som regel har hjemløse langt flere problemer, end bare det at mangle en bolig. Misbrugsproblemer, psykiske lidelser, ensomhed og fattigdom er typiske problemer. Stadig flere mennesker sættes ud af deres bolig, og hver fjerde er ifølge SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, stadig hjemløs et år efter. I 2002 gennemførte de danske fogedretter 1823 sager, hvor folk blev sat ud af deres bolig. Det tal er steget kraftigt siden da, og i 2008 var tallet steget til 3762 udsættelser. I første halvår af 2009 toppede antallet med 2080 udsættelser (Kilde: Domstolsstyrelsen). Ifølge en rapport fra SFI er 30% af dem, der bliver smidt ud, på kontanthjælp, ofte er de dybt gældsatte, og 38 % har netop mistet deres job. Og hver fjerde er altså stadig hjemløs et år efter.
• 70 pct. af de hjemløse har et misbrug af narkotika, hash, alkohol eller medicin (Kilde: Hjemløshed i Danmark, SFI, 2009)
• 37 pct. af de hjemløse skønnes at have en psykisk sygdom
• Cirka en fjerdedel af alle hjemløse er under 30 år
• Cirka en femtedel af de hjemløse har anden etnisk baggrund end dansk
• 10 pct. af de hjemløse overnatter på gaden
• Halvdelen af de hjemløse befinder sig i København og hovedstadsområdet
• 4 ud af 5 hjemløse er mænd
• Halvdelen har været hjemløse i over 1 år
I 2009 udgav SFI, Det Nationale Forskningscenter For Velfærd, den anden rapport om hjemløshed i Danmark. Undersøgelsen viser, at der i alt er optalt 4.998 hjemløse personer i tælleugen, uge 6 2009. Tallet svarer til, at 1 ud af 1.100 danskere i optællingsugen var hjemløse. Ifølge SFI må tallet betragtes som et minimumstal pga. muligheden for, at ikke alle hjemløse personer indgår i tællingen. Antallet af hjemløse er stort set uændret i forhold til den seneste opgørelse i 2007, hvor 5.253 personer blev registreret som hjemløse. Kortlægningen i 2007 var det første af sin art i Danmark. SFI stod bag. Kortlægningen er gennemført ved, at sociale tilbud og myndigheder på hjemløseområdet i uge 6 2009 har udfyldt et spørgeskema for hver hjemløs person, de har haft kontakt med eller kendskab til i løbet af den pågældende uge.
En del østeuropæere, lever på gaden i de større byer i Danmark. De har ret til at opholde sig i Danmark i op til 3 måneder som turist og 6 måneder som arbejdssøgende, men de har ikke ret til sociale ydelser, og de kan ikke overnatte på herberger, som modtager offentlige tilskud. Derfor har Missionen blandt Hjemløse sammen med 6 andre organisationer i vintermånederne januar- marts 2010 oprettet et Nødherberg på Nørrebro i København, finansieret af private midler og baseret på frivilligt arbejde. Samtidig opholder der sig i Danmark formentlig en gruppe mere usynlige hjemløse udlændige, som ikke har opholdstilladelse. De papirløse migranter. Det er mennesker, der ikke har krav på sociale foranstaltninger eller sundhedsydelser - andet end de allermest basale - og som ikke kan sende deres børn i skole. Mens der i Danmark er meget lidt debat og næsten ingen statslige undersøgelser af papirløse migranter, er der i både Sverige og Norge lavet nationale opgørelser over antallet. I Sverige skønnes antallet at være cirka 35.000, i Norge 20.000. Der er ikke meget, der tyder på, at det skulle være anderledes her, men pga. manglen på undersøgelser, ved vi ikke, hvor mange der er. Du kan læse mere om papirløse immigranter i Hjemløs 2/ 2009.
Langt hovedparten af de hjemløse modtager enten kontanthjælp eller førtidspension. 60 pct. modtager kontanthjælp og 23 pct. førtidspension. Den øvrige del fordeler sig på lønindkomst, dagpenge, folkepension, starthjælp mv. Kun meget få hjemløse har tilknytning til arbejdsmarkedet. 5 pct. har en lønindkomst og 3 pct. modtager arbejdsløshedsdagpenge (Kilde: Hjemløshed i Danmark, SFI, 2009). Østeuropæiske hjemløse har ikke ret til sociale ydelser i Danmark. Desuden er der formentlig en gruppe papirløse migranter, som lever en skyggetilværelse, og som heller ikke har ret til sociale ydelser.
Hjemløse er berettiget til ydelser og støtte efter den sociale lovgivning på linie med andre borgere. Herudover er kommunerne efter servicelovens § 110 forpligtet til at sørge for, at der er det nødvendige antal pladser i midlertidige boformer til personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som har behov for botilbud og tilbud om aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp. Botilbud efter § 110 omfatter forsorgshjem, herberger, beskyttede pensionater og familieinstitutioner. Optagelse kan ske ved direkte personlig henvendelse (det såkaldte selvmøderprincip) eller ved henvisning fra offentlige myndigheder. Det er lederen af boformen, der træffer afgørelse om optagelse. Beboeren betaler for opholdet i botilbuddet (kost og logi). Ankestyrelsen udgiver en årsstatistik vedrørende brugere af tilbud efter § 110, som indeholder oplysninger om antallet af pladser, statsborgerskab, forsørgelsesgrundlag, køns- og aldersfordeling.
Missionen blandt Hjemløse er en social hjælpeorganisation, som hjælper hjemløse, udstødte, psykisk syge og ensomme.
Vi driver herberger, bofællesskaber og væresteder og taler de hjemløses sag over for myndigheder og samarbejdspartnere.
Hver dag året rundt hjælper vi hjemløse med tag over hovedet, omsorg, adgang til sundhedsydelser samt sociale aktiviteter og billig mad. Samtidig hjælper vi hjemløse med på sigt at få et bedre liv gennem personlig støtte og rådgivning.
Hjemløse lever på kanten af samfundet og befinder sig i en meget sårbar situation. Du kan hjælpe ved at behandle hjemløse med respekt og forståelse. Du kan også støtte vores arbejde for hjemløse, enten som bidragyder eller som frivillig. Vores arbejde for hjemløse er ikke muligt uden støtte fra private bidragydere, menigheder og fonde. Det er derfor med stor taknemmelighed, at vi modtager bidrag. Uanset bidragets størrelse hjælper og glæder det. Læs mere her. Du kan også spille en vigtig rolle som frivillig. Som frivillig gør du en ulønnet indsats i din fritid, fordi du har lyst. En indsats, som er uvurderlig for den, du hjælper, og som ofte giver et stort personlige udbytte. I Missionen blandt Hjemløse kan du blive frivillig besøgsven for en hjemløs på et herberg, du kan hjælpe en hjemløs godt på vej fra herberg til bolig som netværksven, eller du kan blive frivillig på Nødherberget på Nørrebro i vintermånederne. Er du tandlæge eller tandplejer kan du også blive frivillig på tandklinikken, Bisserne, på Mændenes Hjem. Læs mere her.
Livet på gaden er hårdt og ubarmhjertigt, og det kræver styrke at overleve. Hjemløse lever et udsat liv, uden basal beskyttelse mod kulde og regn, og uden at kunne tilberede det næste måltid. Hjemløse er også mere udsatte for tyveri, vold og overgreb, end andre, og mere eksponerede for sygdomme. Du kan læse mere om, hvordan hjemløse selv oplever livet på gaden her.
I Missionen blandt Hjemløse vil vi gøre vores bedste for at komme hjemløshed til livs, men desværre kan man ikke sådan lige afskaffe hjemløshed. For hjemløshed er et komplekst problem, og de fleste hjemløse kæmper med andre problemer end at mangle en bolig. Derfor kan man ikke fjerne hjemløshed uden at tænke i forebyggelse, psykiatrisk behandling, genetablering af personlige netværk og efterværn hvad er det helt konkret?. Eller uden at tale om ensomhed, fattigdom og misbrugsproblemer. Derfor tror vi heller ikke, at hjemløshed er afskaffet i 2013 - en målsætning som daværende velfærdsminister Karen Jespersen kom med, da hun sammen med Folketingets partier i foråret 2008 afsatte 500 mio. kr. til en ny hjemløsestrategi. Pengene faldt utvivlsomt på et tørt sted, for der mangler boliger til hjemløse. Boliger er bare ikke nok.
Nej, vi formidler ikke kontakt til hjemløse. Missionen blandt Hjemløse er naturligvis glade for opmærksomhed og interesse for hjemløsesagen, og vi får rigtig mange henvendelser. Men vores erfaringer viser, at hjemløse har behov for fred, og en rolig base, efter et omtumlet liv, og derfor formidler vi ikke kontakt. Journalister er velkomne til at kontakte sekretariatet på tlf. 33 16 11 13 eller mail mbh@hjemlos.dk.
Ja. Hjemløse med dansk statsborgerskab kan ligesom alle andre danske statsborgere stemme. Men i modsætning til de fleste danskere, som automatisk får et valgkort ind ad døren, er det knap så ligetil for mennesker uden en fast bopæl. Hjemløse kan have svært ved at bevise, hvem de er, og får ikke automatisk et valgkort tilsendt, hvis de lever på gaden. Derfor kan det være forbundet med vanskeligheder at afgive sin stemme.
Du kan læse mere på DRs hjemmeside.
Antallet af hjemløse er svært at gøre op, men ifølge den første kortlægning af hjemløshed i Danmark, som SFI gennemførte i 2007, er der omtrent lige så mange hjemløse i Københavns Kommune som i Oslo og Stockholm. Antallet af hjemløse i de større provinsbyer, Århus, Odense, Ålborg og Esbjerg, lå i 2007 på linie med tilsvarende byer i Norge, men under niveauet for tilsvarende byer i Sverige.
I den seneste kortlægning af hjemløshed fra SFI, 2009, er der ingen præcis sammenligning mellem antallet af hjemløse i de nordiske lande.
Missionen blandt Hjemløse · Sekretariatet · Gl. Køge Landevej 137
2500 Valby · Tlf. 3616 1113 · mbh@hjeantibotmlos.dk · Intranet

