Interviews med hjemløse

Interview med Peder Keusgaard: Fordomme om hjemløse »

Foto: Holger Erik Henriksen

Der er mange fordomme, når man taler om hjemløse i Danmark. Er man fx selv ude om, at man ender som hjemløs, når man bor i Danmark? Kan man være hjemløs, selvom man har fast bopæl? Og er alle hjemløse egentlig øldrikkende landevejsrøvere?

Hos Missionen blandt Hjemløse får vi mange henvendelser fra mennesker, som gerne vil vide mere om hjemløse. Mange gange beror henvendelserne på en række fordomme, om hvem de hjemløse egentlig er, og hvordan deres situation ser ud.

Af. Laura Vestergaard-Andersen

Vi har sat os for at kaste lys over disse fordomme om hjemløshed, og undersøge hvilken grad af troværdighed, der ligger bag. Derfor har vi præsenteret Peder, beboer på herberget Kollegiet Gl. Køge Landevej gennem 14 år, for en række fordomme, for at høre hvordan han opfatter hjemløshed. Læs Peders svar her:

Fordom nr. 1: Man er kun hjemløs, hvis man bor på gaden.

Vil du betegne dig selv som hjemløs, selvom du har boet på herberg i over 14 år?

Ja, det vil jeg sådan set godt. Man kan være hjemløs, selvom man bor på et herberg, i den forstand, at det har noget med penge og forbrug at gøre. Som hjemløs har du ikke råd til at bo ude i det normale liv med et normalt forbrug.

Jeg har hørt den før: ”Du er i realiteten ikke hjemløs – du har et værelse og kan lukke døren efter dig.” Men sagen er, at der findes to-tre grupper af hjemløse; dem der selv vælger at være hjemløse, dem der grundet omstændigheder er blevet det, og så de udenlandske hjemløse. Herunder er der så dem der bor på gaden, og dem der ikke har ret mange penge, men lige akkurat har råd til at bo et sted som her.

Nogen bliver fra Kollegiet hjulpet ud i egen bolig, og så er der dem, som mig, der ville blive bange for det. Jeg ville simpelthen gå til grunde. Her på Kollegiet har vi et socialt sikkerhedsnet og et personale, der er nærværende. Jeg har ikke valgt det selv, men man troede man havde penge, og det havde man ikke. I dag har jeg vænnet mig til at være her, og jeg har det godt her.

Fordom nr. 2: Hjemløse er blevet tabt af systemet.

Får hjemløse hjælp af staten?

Jeg er på bistand, så jeg får små 8000 om måneden. Og derudaf skal alle de faste udgifter betales. Hurtigt er der altså ikke mange penge tilbage. Du skal have en fast adresse for at få bistand, men jeg ved dog ikke, hvor meget de får, dem der bor på gaden. Jeg har personligt omkring en 75-80 kr. til rådighed om dagen. En pakke smøger koster jo 40 kr., og så er der ikke meget tilbage… Ja vi er jo ikke ligefrem rigmænd. Det ville være synd at sige.

Fordom nr. 3: Hjemløse er for dovne til at arbejde.

Velfærdssystemet i Danmark skaber et socialt sikkerhedsnet for alle danskere. Er hjemløse bare for dovne til at gide arbejde?

Den tror jeg ikke helt på. Jeg kender mange, der er helt vilde med at søge job. Men der er eksempler på, at når arbejdsgiverne får viden om, hvor de bor, ja, så bliver der lukket ned. Det har jeg hørt. Jeg har selv nogle småskavanker, så jeg er ikke længere på arbejdsmarkedet, og har derfor ikke selv oplevet det.

Desuden er der mange, der bor her, som er førtidspensionister, så de har ikke været på arbejdsmarkedet i mange år. Jeg tror ikke, det er fordi de ikke har villet det, men de har måske papir på, at der er en række ting de ikke kan gøre, selvom de måske godt vil. Det skyldes simpelthen omstændighederne. Og så fylder misbrug, af den ene og den anden slags, meget.

Fordom nr. 4: Alle hjemløse har et misbrug.

Går hjemløshed og misbrug altid hånd i hånd?

Det er jeg faktisk lidt i tvivl om. Der er nogen, der ikke har et misbrug, fordi de, rent helbredsmæssigt, har fået besked på, at de ikke må. Men jeg tror næsten ikke, du kan møde nogen her eller andre steder, der ikke er på et eller andet. Det går dog nok lidt op og ned.

Til gengæld har jeg ikke været udsat for, at der nogen, der bliver set ned på, fordi de ikke ryger og ikke drikker. De er stadig med i de ting der foregår, såsom fællesrengøring mv. De passer sig selv, blandt andet mig. Jeg sidder her inde på mit værelse og hygger mig, og andre sidder ude i køkkenet. Der er ikke nogen, der bliver sat i bås. Det har jeg i hvert fald ikke fornemmelsen af.

Fordom nr. 5: Hjemløse har ingen familie og venner.

Mange mennesker har deres familie og venner til at hjælpe sig, hvis det går skævt i livet. Er hjemløshed lig med ensomhed?

Altså, her på Kollegiet er der meget sammenhold – der er altid nogen, der holder et eller andet, enten ude i køkkenet, hvor man f.eks. sidder og rafler, eller på et af værelserne. Der er ikke nogen, der bliver holdt ude, for du bestemmer sådan set selv, om du vil se fjernsyn, høre radio, læse en bog eller være sammen med andre.

Jeg mistede mine forældre, da jeg var tyve. De blev desværre slået ihjel i en trafikulykke. Så jeg blev lidt hærdet, eller rettere sagt, jeg blev sur på samfundet, for det var uretfærdigt. Jeg fandt en pige, og vi blev gift, det gik så i stykker og derefter startede hele turen. Jeg fandt en ny pige, og det gik også galt. Så jeg havde kun mit arbejde, jeg er enebarn og har ikke noget familie. Til sidst var det altså kun undertegnede. Jeg tror lidt, at det hører sammen; så har du lige pludselig ikke nogen. Og vennerne var flyttet, og så er du alene.

Så på en eller anden måde tror jeg godt, der kan være en sammenhæng – at det er pga. at der sker nogle, også økonomiske, ting. Det har betydning. Man mister sit sikkerhedsnet. Der er nogen, der bor herude, der stadig har forældre eller søskende, men det er ikke mange. Vi er mange, der er mere eller mindre alene. Jo, vi har venner og bekendte, det kan man altid få. Men det er så den mere overfladiske del af det. Det er jo ikke familie, og ikke sådan helt nære venner, du kan betro dig til – de er sværere at samle.

Det er ikke første gang, at Peder bliver interviewet om livet på et herberg. Sammen med en række andre beboere på Kollegiet, var han med i en artikel i Hus Forbi, omkring hvordan livet udfolder sig på et herberg. Du kan læse portrættet af Peder og de andre beboere her.

Interview med Claes Nilesen: "Jeg har aldrig bedt om noget"  »

Claes blev født ind i et liv med stoffer, har haft dem pumpende i blodet og tjent penge på dem. Som 18-årig blev han tilbudt førtidspension og takkede nej. Han føler sig udnyttet af et system, hvor man skal gå amok for at få sin vilje.

Af Maren Urban Swart

Claes Nielsen sætter sig til rette i lænestolen i hjørnestuen på øverste etage på Mændenes Hjem, der har været hans adresse i de sidste tre år. Men det er langt fra debutten for 37-årige Claes, der allerede som 20 årige søgte husly på herberget på hjørnet af Lille Istedgade.

"Jeg har brugt en stor del af min ungdom på at flygte fra at sælge hash. Det var lige meget, hvor jeg flyttede hen, så stod folk klar til at overtale mig, fordi de vidste, at jeg var god til det," forklarer han og fortæller, at det var en business, der lå i generne:

"Min far var den første i Danmark, der blev taget med over 100 kilo hash. På nogle områder har jeg aldrig haft noget valg. De fleste vil jo gerne vinde sine forældres hjerte, og på samme måde havde jeg det med min far."

Rigdom er ikke lykken
På en tur til Holland som 11-årig prøvede Claes for første gang at vinde den del af sin fars hjerte. Da togvognen pludselig blev låst af, ville faderen smide noget ud af vinduet, men Claes tilbød med det samme, at han nok skulle holde det. 

"Sådan fandt han ud af, at jeg var iskold," fortæller Claes og tager en tår af kakaokartonen.  

Der skulle gå yderligere tre år, før Claes selv begyndte at tage hårde stoffer. På det tidspunkt var han droppet ud af folkeskolen i 7. klasse og arbejdede i dagtimerne hos en mekaniker. Når det blev fyraften i værkstedet gik turen til Christiania, hvor han boede de første uger af sit liv indtil rockerne smed en brosten ind gennem vinduet. Og nu var fristaden blevet hans anden arbejdsplads. Men de mange penge på lommen, var langt fra en dans på roser.

"Man bliver et jaget hoved, når folk ved, at man har penge. Pludselig skal alt, hvad de gør for dig, have en pris. Jeg kender en, der fra han var teenager planlagde et af Danmarks største kup, og det er endt med at blive hans mareridt," forklarer Claes og putter nogle vingummier fra den medbragte skål i munden.

Så selv om Claes mestrede rolle som sælger optimalt og aldrig blev knaldet, indså han hurtigt, at det var en indtjeningskilde, han skulle væk fra.

Stemplet som ubrugelig
Som 18-årig opsøgte han derfor for første gang bistandskontoret for at få hjælp, hvilket udløste et tilbud om førtidspension. Et tilbud der føltes som at få en knytnæve i ansigtet. 

"Hvis du i den alder fik at vide, at du intet var værd, hvad ville du så sige til det? Gu var jeg da noget værd!" siger han, uden at efterlade nogen tvivl om, hvad han mener.

Claes takkede nej og har levet af bistandshjælp siden kombineret med en masse forskellige aktiveringstilbud.

"Jeg har knoklet for den danske stat uden at få en krone mere for det end min bistand. Jeg føler virkelig, at jeg er blevet udnyttet. Jeg har lavet festivalarbejde og arbejdet i køkkener, uden at få den samme løn som alle andre. Når noget gik galt, var det mig, der fik skylden, fordi jeg aldrig har lagt skjul på, at jeg var narkoman," forklarer Claes.

I det hele taget føler han sig svigtet af et system, som han føler kun reagerer, hvis man går amok. Og hvor han har set andre få tilbud kørekort og skoleophold.

"Jeg har set personer kaste med computere, og de har fået det som de ville, men det ligger ikke til mig at være sådan. Jeg har været sendt i aktivering, hvor der intet lys var i øjnene hos dem, der arbejdede der. Og hvordan skulle jeg finde glæde ved et sted, hvor man betød så lidt, at man end ikke fik udleveret sikkerhedssko eller arbejdstøj?" spørger han.

Det hele skal ikke handle om stoffer
I dag er ambitionen ikke længere at få et arbejde, men til gengæld at få den pension, han takkede nej til for 19 år siden. 

"Jeg er så ødelagt, at jeg ikke kan arbejde. Jeg kan ikke sidde på et kontor, sådan som jeg ser ud. Det ville kræve, at jeg fik rettet min øjne, fik briller og lavet min tænder," siger Claes, der mangler de fleste tænder og skeler kraftigt på det ene øje.

I modsætning til mange af de andre beboere har Claes ingen diagnose og hans familie har ikke slået hånden af ham.

"Jeg er en af de få misbrugere, der stadig har kontakt til sin familie, fordi jeg aldrig har stjålet fra dem. Jeg kan mærke at savnet efter en familie, for de andre på Mændenes Hjem, især er stort ved juletid. Men der sidder jeg med pakker foran mig, hvis jeg altså ikke er med til selve juleaften," forklarer Claes.

Også kontakten til medarbejderne på Mændenes Hjem bidrager med en form for normalitet i et hverdag, hvor tiden ellers går med at ryge hash og tage metadon.

"Det betyder meget for mig, at jeg kan snakke med personalet, for jeg har brug for at have nogle normale at snakke med. Ellers går snakken kun om stoffer, og hvordan man kan skaffe dem. Det bliver meget hurtigt samme rille," siger Claes, der ynder at se Ellemann og Lykketoft på TV2-News og kommer med en nærmere analyse af den globale økonomiske krise.

Fødderne skal dyppes i Middelhavet
Når spørgsmålet går på, hvilke drømme han har om fremtiden, er svaret ærligt og meget afklaret.

"Jeg har ingen drømme om fremtiden. Jeg har leverbetændelse og er HIV-smittet. Jeg har set verden, kastet med penge og kørt i Poche, og det har ikke gjort mig lykkelig. Det eneste, jeg mangler, er at vise min ven Europa," fortæller han og forklarer, hvilken ruten de skal køre, når de skal ned og bade ved den franske riviera og til Gardasøen, hvor han ikke har været tidligere.

Hvis alt går efter planen kører Claes og hans ven Pete, som han kender fra en af sine tidligere perioder på Mændenes Hjem, over grænsen på hver sin knallert til sommer.

Interview med Else Christensen. "Der er plads til mange mennesker i mit liv". »

Fra hun var helt ung har Else Kristensen været omgivet af mennesker, som lever livet mere skævt end de fleste - og end Else selv. I dag er hun 70 år og hyppig gæst i værestedet Pegasus. Ældreklubber lader hun foreløbig andre om.

Af Annemette Grant Larsen

Forude venter frikadeller, sovs og kartofler med veninderne og de andre brugere af værestedet Pegasus på Enghavevej i Københavns Sydhavnskvarter. Else Kristensen er en af de cirka tyve brugere, som er her i dag. Hun er kommet her de sidste seks år. Som regel slår hun et smut forbi hver dag, hvis hun har tid. Ellers de gange om ugen, hvor der er varm mad.

Første anledning for Else til at komme indenfor i Pegasus, der ligger tæt på, hvor hun bor, var da en bekendt døde, og Pegasus gav begravelseskaffen. Sidenhen er det blevet til mange kopper kaffe, for Else følte sig godt tilpas fra dag ét.

"Jeg synes, det var så fint af Pegasus. Og jeg kunne se med det samme, hvor godt de tager sig af folk - på de menneskers præmisser. De tager lige en snak, og det er bare dejligt. Det har folk jo brug for, uanset om de er psykisk syge, har en hjerneskade, et misbrug eller noget andet. Der er jo ikke nogen her, som ikke har problemer. Det kan vi jo lige så godt være ærlige og sige."

"Om jeg kan ta´det bedre end andre, det ved jeg ikke... men jeg elsker de her mennesker, som er her. Man lærer jo lidt om mennesker gennem et langt liv. Og uanset hvad man kommer med, synes jeg folk er gode til at takle hinanden. Der er meget venskab hernede."

Altid nogen i nærheden
Det gør også godt for Else at komme på Pegasus. Det første besøg faldt sammen med, at Else lige var blevet alene, og heller ikke længere kunne lave sin egen mad. For kroppen strejker og er ikke længere, hvad den var engang. Derfor har hun også sværere og sværere ved at komme rundt, og det samme har veninderne. Dem, der stadig er tilbage. På Pegasus har Else fået et nyt netværk lige der, hvor hun bor.

"På Pegasus er det, som om der altid er nogen, der har et lille øje på en. Jeg ligger en del på hospitalet, og så får man altså besøg. Både af personalet og andre herfra. Og så er det dejligt at komme her i stedet for at sidde derhjemme. Jeg har haft mange gode veninder, men de dør sgu i en ung alder for mig. Men jeg har da stadig nogen tilbage fra gamle dage. Vi ses bare ikke så tit, men vi ringer da sammen. Så ved vi i det mindste, hvordan vi har det."

Else ses dog stadig med en gammel veninde en gang om ugen til banko. Og med en ny veninde fra naboopgangen, med sine to børn og deres familie i Nordsjælland, hun er med i menighedsrådet, tager med på udflugter i kirkebilen og med Pegasus, og elsker at gå til koncerter i nærområdet - indimellem de hyppige hospitalsophold og mange undersøgelser... Så der er sådan set nok at se til, synes hun.

Rummelig gennem hele livet
For Else var Pegasus et naturligt valg. En ældreklub var ikke noget hun overvejede.

"Hvorfor ved jeg faktisk ikke, men det er muligvis noget med, at folk hernede svarer til den omgangskreds, jeg har haft. Mine venner er meget forskellige, og nogen af dem kan slet ikke forstå, at jeg kommer her. De synes jo, at det er helt forfærdeligt, men det må de jo om - jeg blander mig jo heller ikke i, hvad de gør, og de er såmænd søde på deres måde, ikk´. Jeg har bare altid været opdraget til... at der er plads til mange mennesker i mit liv. Og jeg kommer der, hvor jeg synes folk tager mig, som jeg er."

Else har altid kunne lide at omgås folk, der lever livet mere skævt end de fleste. Som 20 årig blev hendes forældre forstandere på et Arbejde Adler Hjem i Roskilde. En institution, der ifølge Else minder om Mændenes Hjem (et herberg for hjemløse mænd drevet af Missionen blandt Hjemløse, red.), og selvom Else ikke længere boede hjemme, kom hun tit og hjalp til. Også senerehen lærte Else mange af landevejens børn, som hun kalder dem, at kende. Både i bådklubben, hvor hende og hendes mand kom, og på Elses arbejde som servitrice på et rigtig arbejderværtshus i Valby.

"Jeg elskede det arbejde. Der kom alle mulige forskellige mennesker, og det var et sted, hvor folk tog sig af hinanden, selvom de var lidt ude i tovene, ikk."

Hos Else og hendes mand var dørene åbne, også juleaften. Bare man kom ædru.

"Vores børnebørn taler om de der skønne mennesker endnu. Og jeg kan da også godt sige, at der er ikke nogen steder, hvor der er blevet passet så godt på tyve unger."

For Else giver det en indsigt i en større del af livet at komme i Pegasus fremfor i en ældreklub. Alligevel kan det måske godt komme på tale på et tidspunkt.

"Det er også godt med ældreklubber, og på et tidspunkt bliver jeg simpelthen nok nødt til selv at bruge det. Når mine ben står helt af. Men én ting, jeg har sagt, er, at de må aldrig gi´ mig en elektrisk kørestol, for så er der krudt i røven på mig, og så begynder jeg at køre steder hen, hvor jeg ikke kan finde hjem fra. Men den dag jeg skal rulle mig frem, siger jeg ja til at komme i sådan en rigtig ældreklub."

Interview med Seriba Diarassouba. "Jeg har aldrig tænkt, at jeg kunne blive hjemløs" »

Da Seriba Diarrassouba kom til Danmark som 29-årig var opskrivning på en venteliste til en bolig ikke lige det, der faldt ham ind. Faktisk kendte han slet ikke til den mulighed. Syv år senere stod han uden tag over hovedet og måtte flytte på herberg.

Af Annemette Grant Larsen

Det startede rigtig godt. Efter kort tid i Danmark hos sin fætter i København, blev Seriba, der kommer fra Elfenbenskysten, gift og flyttede til Nordjylland. Men efter 3 år i det jyske var Seriba tilbage i København.

"Det var virkelig svært at få arbejde deroppe, og jeg fik kun forskelligt sæsonarbejde. Så en stor del af tiden havde jeg ikke noget at lave, og jeg var konstant på udkig efter arbejde. Jeg blev mere og mere frustreret, og det påvirkede vores forhold meget. Til sidst besluttede jeg at flytte," fortæller Seriba.

"Jeg tog bare afsted uden at have et job eller et sted at bo, som en cowboy. Jeg følte mig overbevist om, at det ville være nemmere at få arbejde i København, og det med at få en lejlighed havde jeg slet ikke forestillet mig kunne være et problem."

Er du studerende?
Et job som pædagogmedhjælper var i hus efter bare to uger. Sværere var det at finde en lejlighed, og Seriba boede rundt omkring hos venner og bekendte og hyggede sig meget godt. Men efter tre år med midlertidige ophold hos venner og bekendte gik det ikke længere. På det tidspunkt boede Seriba hos en ven i hans 2-værelses lejlighed, men lejligheden blev for lille, da vennen gerne ville flytte sammen med sin kæreste.

Seriba skrev sig op på venteliste til en bolig i omkring ti boligselskaber og spurgte folk, han mødte, om de kendte nogen, der kendte nogen, som skulle udleje en lejlighed eller et værelse. Og han holdt han øje med værelser i Den Blaa Avis. Uden held. Seriba var hjemløs. Noget han aldrig havde tænkt på, at han kunne blive.

"Problemet var, at når jeg ringede rundt på annoncer i avisen og præsenterede mig, var svaret, at de gerne ville have en studerende. Mit problem var nok også, at mit netværk i Danmark ikke var lige så stort, som hvis jeg var født og opvokset her," forklarer Seriba. Og i boligselskaberne havde Seriba ikke været skrevet op længe nok til at komme i betragtning til en lejlighed.

"Gennem en bekendt fra Elfensbenskysten hørte jeg om Kollegiet på Gammel Køge Landevej. Han havde selv boet der og syntes, det var et fint sted. Mange blev lidt chokerede over, at jeg skulle bo der, fordi mange af beboerne har problemer fx. med alkohol," husker Seriba.

"Jeg tog det ikke så tungt. Jeg er vokset op i et samfund, hvor folk er meget forskellige og har forskellige religioner. I starten var jeg da lidt chokeret, men man lærer jo hurtigt folk at kende, og så bliver det anderledes. Jeg følte mig godt tilpas."

Seriba boede på Kollegiet i et år og tre måneder, før han fik sin egen lejlighed. Og så var det Seribas tur til indimellem at åbne døren for boligløse venner, for Seriba kender flere afrikanere, der har stået i samme situation.

I dag er han gift igen, arbejder som social- og sundhedsassistent, og har to små børn og en større dreng fra sit første ægteskab.Seriba om herberget

"Seriba om Kollegiet"

Sammenhold, fodbold og altid åbne døre er noget af det, Seriba husker fra sin tid på herberg. Men opholdet gav også Seriba en indsigt i en del af livet, han ellers ikke rigtig kendte til.

Af Annemette Grant Larsen

Da Seriba Diarrassouba blev boligløs, boede han et år og tre måneder på herberget, Kollegiet på Gammel Køge Landevej, før han fik en lejlighed. I modsætning til de fleste andre beboere var Seribas eneste problem, at han ikke havde et sted at bo. Alligevel husker han tiden på Kollegiet som god.

"Tiden gik stærkt. Jeg havde travlt med to jobs, min søn og aftenskole på VUC. Men jeg tog også del i livet på Kollegiet, og jeg lærte nye mennesker at kende der. Det var ellers ikke noget, jeg havde så meget tid til, så det var meget godt, at der bare var mennesker rundt om mig. For på Kollegiet er dørene ind til værelserne som regel åbne, og der sker en masse," fortæller Seriba.

"Egentlig kan jeg godt forstå, at mange af dem på Kollegiet ikke bryder sig om at bo alene. På Kollegiet er der altid nogen at snakke med. Det er ikke som at sidde alene i en lejlighed. Det er som en slags familie, med god stemning det meste af tiden , og hvor folk hjælper hinanden rigtig meget. Det har jeg set mange eksempler på."

Selv var Seriba også glad for selskabet det meste af tiden, og han ses stadig med nogen af de tidligere beboere.

"Vi hyggede os tit. Spillede fodbold og så fjernsyn. Selv om jeg havde mit eget fjernsyn på værelset, så jeg tit tv sammen med de andre. Og når min søn var på besøg hver anden weekend, var han også med til fodbold. Men der var tit uro om aftenen. Nogen sov hele dagen og var "på" om aftenen - indtil meget sent. Så spillede de musik og bankede måske på et eller andet. Men du lærer bare at leve med det."

Normal hverdag bedst

Alligevel var det en drøm, der gik i opfyldelse, da Seriba fik sin egen lejlighed.

"I længden vil man jo gerne ha´ mere end otte kvadratmeter og eget køkken og toilet. Det fungerer bare bedre, når man har venner på besøg. Nogen gange har vi siddet otte mennesker inde på mit værelse, for jeg er engageret i politik, og indimellem var det jo min tur til at holde et møde. Man klarer den jo, men det var da som at starte et helt nyt og meget mere stabilt liv - hvad man kan kalde for et normalt hverdagsliv, da jeg fik en lejlighed. Jeg begyndte også at drømme om et familieliv igen," fortæller Seriba.

"Men der er ingen tvivl om, at jeg lærte meget af at bo på Kollegiet. Selv efter alle de år, jeg havde boet i Danmark inden Kollegiet, havde jeg slet ikke tænkt på alle de her sociale og personlige problemer, som folk har sådan et sted. Det har udviklet mig meget."

Og det er en indsigt, som Seriba i dag har stor glæde af i sit job som social- og sundhedsassistent. "Jeg får flash-backs til Kollegiet sommetider, for jeg kan se mange af de samme problemer, når jeg kører rundt. Så jeg kan bruge det i det daglige, og jeg håber, at jeg gi´r lidt tilbage," siger han.

Tre historier om hjemløse migranter  »