5. oktober 2009.
LO udgiver i dag en hvidbog om ulighed.
Hvidbogen viser at antallet af fattige i Danmark er steget fra 2001-2006, og at den sociale ulighed fortsat er stor.
Især er uligheden stor når det kommer til uddannelse, hvor den sociale arv fortsat er af stor betydning for børns fremtidsmuligheder. Allerede i folkeskolen er således stor forskel på karaktergennemsnittet, alt efter forældrenes uddannelsesniveau. Børn af ufaglærte forældre opnår således et gennemsnit på 7,3, mens børn af forældre med en lang videregående uddannelse opnår et gennemsnit på 9,1.
Desuden afgør fire risikofaktorer, om barnet får en kompetencegivende uddannelse.
Hvidbogen ser på, om forældrene har en erhvervskompetencegivende uddannelse; om en af forældrene er på langvarig kontanthjælp; om forældrene ikke bor sammen; samt hvorvidt forældrene bor i etagebyggeri.

Blandt unge, hvor der i hjemmet ikke var nogen risikofaktorer, var det kun 9,6 pct. af de unge i 2007, der ikke havde en kompetencegivende uddannelse som 25-årige. Blandt unge, der var opvokset i hjem med 3-4 risikofaktorer, var det 47,6 pct., der ikke havde opnået en kompetencegivende uddannelse.
Hvidbogen slutter med at anbefale. at der nedsættes en Ulighedskommission. Samt at der fastsættes en egentlig fattigdomsgrænse, således at der kan laves sammenlignelige tal for antallet af fattige i Danmark.
Hvidbogen kan læses på LOs hjemmeside.