Historie

Missionen blandt Hjemløse kan dateres tilbage til 25. oktober 1893, da skolebestyrer Napoleon Bang inviterede til det første af en række "Møder for hjemløse Mænd" i missionshuset Bethesda i Rømersgade i København. Første gang kom der 20 mænd, men flokken voksede snart til op imod 100. Et arbejdsudvalg af frivillige blev nedsat til at assistere Bang i hans virksomhed.


Sådan gik det til, at Missionen blandt Hjemløse så dagens lys, i begyndelsen som en gren af Indre Missions arbejde. I de første år hed organisationen "Faldne Mænds Redning", men allerede omkring århundredskiftet blev navnet ændret til "Missionen blandt Hjemløse Mænd i København", senere forkortet til det nuværende navn.

Det første herberg blev åbnet i 1906, og siden er der kommet spisehuse og væresteder til. I Missionen blandt Hjemløses godt 100årige historie har tyngdepunktet i organisationen været skiftende, således at man løbende har tilpasset sig samfundsforholdene. I første halvdel af det 20. århundrede blev der især lagt vægt på, at de hjemløse blev holdt beskæftiget, og man har bl. a. haft sorteringsværksted, gartneri og hønseri.
Med velfærdsstatens udvikling er en del opgaver overgået til det offentlige, mens nye er kommet til.

I dag bestårr Missionen blandt Hjemløse bl.a. af Mændenes Hjem på Vesterbro og Kollegiet Gl. Køge Landevej i Valby samt værestederne Amadeus, Pegasus og Værestedet i Sydvest, der alle ligger i Københavns sydvestkvarter, og Rådmandsgade 60 på Nørrebro.


I alt er der ca. 80 medarbejdere ansat i organisationens arbejde, som dels finansieres af det offentlige (driftsoverenskomst med Københavns Kommune og støtte fra Socialministeriet), og des gennem private sponsorer og indsamlede midler fra kirker og private.

 

 
 
 
 
 

Missionen blandt Hjemløse · Sekretariatet · Gl. Køge Landevej 137
2500 Valby · Tlf. 3616 1113 · mbh@hjeantibotmlos.dk · Intranet