Missionen blandt Hjemløse er en kirkelig social organisation, der har lavet socialt hjælpearbejde i København siden 1893.
Institutioner og sekretariat
Organisationen har et fællessekretariat i Valby og har tilknyttet Mændenes Hjem på Vesterbro og Kollegiet Gl. Køge Landevej i Valby. Derudover driver vi værestederne Amadeus, Pegasus, Projekt Offside og Værestedet i Sydvest, der alle ligger i Københavns Sydvestkvarter, samt et partnerskab med Askovgården om RG60 for unge hjemløse på Nørrebro. I fællesskab med en række andre organisationer, bl.a. Vesterbro Bykirke, driver vi i vintermånederne nødherbeget Nattely i Baunehøj Kirke.
Drift
Missionen blandt Hjemløses arbejde drives dels for offentlige tilskud, kommunale driftsoverenskomster og Socialministerielle puljemidler. Derudover får vi indtægter fra kirkekollekter, høstoffer, arv, gaver og fondsmidler.
Bidrag til Missionen blandt Hjemløse på giro-nummer 900 1859 er fradragsberettigede efter skattelovgivningens regler. Organisationen er en del af kollektperiode mellem jul og nytår, hvor temaet er 'Diakoni - Danmark'. Du kan læse mere om kollektperioderne her.
Missionen blandt Hjemløse er medlem af Indsamlingsorganisationen ISOBRO og har tilsluttet sig ISOBROS indsamlingsetiske retningslinjer.
Samarbejder
Derudover deltager Missionen blandt Hjemløse både i nationalt og internationalt samarbejde om socialpolitiske og diakonale forhold og er medlem af Kontaktudvalget til frivilligt socialt arbejde i Københavns Kommune.
